Jens Voigt er snart tilbage i feltet
[14.08 00:21] Det så grimt ud, da Team Saxo Banks humørbombe og lokomotiv, Jens Voigt, ramte asfalten på en nedkørsel under Tour de France med 80 kilometer i timen. Det var et smerteligt tab for løbet at miste en altid farverig figur og ikke mindst en vigtig og loyal hjælper for Andy og Fränk Schleck. Men konsekvenserne af ulykken kunne have været langt mere omfattende, hvis ikke den tyske veteran havde brugt hjelm:
”Jeg husker ingenting fra selve styrtet. Det sidste jeg husker er, at vi lige var kommet over den stigning og Bjarne (Riis red.) havde bedt mig sætte mig bagerst i gruppen og lade de andre trække foran i jagten inden finalen. Jeg ville så hente flasker til de andre. Det næste jeg husker er, at jeg er vågnet i ambulancen, hvor min tanke var: hvorfor ligger jeg bare her? Jeg vil tilbage til løbet. Jeg vil til Paris med alle de andre. Men smerten fortalte mig snart, at der var en grund til at jeg lå, hvor jeg lå.
Jeg var åbenbart landet på ansigtet med større brud til følge. Havde jeg ikke haft en god hjelm på, var jeg ikke sluppet med de små blodansamlinger i hjernen, et brækket kindben og en kraftig hjernerystelse. Mit kranie ville uden tvivl være flækket, fortæller Jens Voigt fra sine forældres hjem i Lübeck, hvor han tilbringer weekenden med sin kone og fem børn. Og netop familien er det naturligt centrale i Team Saxo bank-rytterens liv:
”Jeg kunne efter helikopterturen til Grenoble Universitetshospital og talrige undersøgelser her først komme til en telefon klokken ti om aftenen for at fortælle min kone, at jeg var forholdsvis ok, og at jeg ikke ville få kroniske skader af uheldet. Lægerne tog inden da så mange røntgenbilleder af mig, at jeg endnu er selvlysende i mørket. Min yngste datter på fire år så styrtet, mens hun sad alene foran tv'et, og naturligvis gjorde det et stort indtryk på hende, som hun dog nu har fået bearbejdet. Mine drenge syntes godt nok hovedsageligt, at jeg var den sejeste eftersom styrtet var den næstmeste downloadede video på youtube i dagene efter faldet”, fortæller Jens Voigt, som på sin egen varme facon har fået vendt oplevelsen til at få et endnu større perspektiv på tilværelsen,
”På rehabiliteringscenteret kom jeg i gode hænder. Min hjerne blev testet på kryds og tværs, og jeg fik langsomt gang i kroppen med vandgymnastik. Men jeg fik også vendt fokus væk fra mig selv, da jeg oplevede skæbner på centret så mange gange værre end min egen, at jeg helt fik skyldfølelse over at have sluppet så billigt fra styrtet. Jeg kørte immervæk 80 kilometer i timen, da jeg ramte asfalten med hovedet først, og jeg slipper uden varige mén. Og her gik jeg nu rundt og kunne se en anden familiefar sidde bevægelsesløs i en rullestol, hvorfra han blev madet af sin kone, fordi han faldt ned fra den stol han stod på, da han skulle skifte en pære. Det giver stof til eftertanke”.
Men det får på ingen måder Jens Voigt til at sætte spørgsmåltegn ved karrieren: ”Jeg er jo ikke typen, der giver op på grund af ydre omstændigheder. Efter at have set styrtet flere gange er det jo tydeligt, at jeg intet kunne stille op. Styrtet var hændeligt, og hændelige uheld skal ikke bestemme, hvornår jeg skal indstille karrieren. Det vil jeg selv, når tiden er moden, og jeg er ikke færdig med at konkurrere for verdens bedste cykelhold. Holdet betyder utrolig meget for mig. Jeg har det fantastisk godt med alle rytterne, staben og alle menneskerne omkring holdet. At stole på og kunne komme ud af det med alle ansatte er i sig selv en gave på enhver arbejdsplads, og jeg nyder tiden med gutterne på holdet i en grad, at jeg simpelthen ikke kan undvære det”.
Og det varer ifølge ham selv ikke længe, før vi ser den ukuelige rytter tilbage i feltet:
”Jeg ville jo allerede have været med under Danmark Rundt, hvilket lægerne og Bjarne naturligvis frabad sig. Til gengæld får jeg forhåbentligt grønt lys i næste uge af lægerne til at kunne træne på fuldt tryk igen, og så vil jeg gerne køre løb allerede fra starten af september. Både for at overbevise mig selv om, at jeg stadig kan være med i feltet. Men ikke mindst fordi jeg vil ud og vise verden og mine fans, at jeg er ok og sætter pris på den støtte, jeg har fået under mit sygeleje.
|
